Baron købte jeg i august 2003 af Stefanie Staudinger, han blev stående på Stengården indtil foråret 2004 hvor ridehuset blev færdigt. Han var kastreret året inden jeg købte ham, så han gik alene på fold mens han stod på Stengården – og var en noget understimuleret herre.

Hvis jeg på det tidspunkt havde vist, hvad jeg skulle igennem med Baron, havde jeg aldrig overvejet at købe ham. Jeg var udmærket klar over, at jeg ikke bare kunne sætte mig op og ride videre, fra hvor Stefanie var med ham – så havde der jo heller ingen udfordring været ved det!

Men det svære var, at han var en helt anden type hest end dem jeg var vant til – nu stod jeg med en hest, som ikke var motiveret til at samarbejde, og helst hellere ville være fri, han havde tillid til mig, men manglede totalt respekten for mig.

Derfor blev jeg mere eller mindre tvunget til at finde en ny side i mig selv - det har været rigtigt hårdt, men meget spændende og udfordrende! - som man siger "det er i modgang man udvikler sig".

Det var noget af et chok at komme fra mine små hyggelige "ponyer" som gjorde hvad jeg sagde til dem, og hvis de ikke gjorde det, var det nu heller ikke så katastrofalt - og så til Baron, som både bed, sparkede og klemte mig, hvis jeg ikke lige stod det rigtige sted, han opfangede alle mine signaler som enten angreb eller støj, og alle de gamle spøgelser kom frem igen.

På den anden side er jeg også af den overbevisning, at man får den hest man er klar til, så der var helt åbenlyst noget jeg skulle lære af denne hest - en hest som indtil dato har været den hest med de sværeste psykiske problemer, jeg har arbejdet med.

Horsemanship –
kun for problemheste?

Jeg blev hurtig klar over at jeg blev nødt til at søge ny viden – den viden jeg havde omkring hestehåndtering kunne sammenlignes med at bruge bolchepædagogik over for en stærkt kriminel og voldelig person. Jeg var ikke i tvivl om at det var mig der skulle lære og egentlig ikke Baron – Baron skulle lære at respektere mennesker og vide at de ikke var ude på at genere ham.

Jeg har altid tænkt at horsemanship er til problemheste – og der er jeg jo også startet, men efter kort tids arbejde kunne jeg godt se at mine andre heste også manglede at få en del kanter filet…

Pludselig kunne jeg se hvordan jeg kunne nå til mit drømmemål – at kunne arbejde med mine heste løse, og stadig have denne dragende kontakt. Jeg har altid haft en indre frustration over at når jeg slap mine heste, var det første de gjorde at gå væk fra mig og finde noget spændende at rode i. Jeg har nok tænkt at sådan er heste bare – og de heste jeg engang imellem så som bare var draget af deres menneske, var mere et spørgsmål om hestens type, end selve det samarbejde som havde knyttet bånd imellem menneske og hest!

Jeg har fået en hel ny opfattelse af horsemanship – og ligesom inde for det klassiske er der selvfølgelig nogle som træner på en meget misforstået og uhensigtsmæssig måde, og det er desværre nok det som har gjort at jeg har fejlvurderet det fantastiske arbejde som kan gøres igennem horsemanship.

Resultatet er, at jeg er endt med at få en hest, som er blevet mere arbejdsivrig, og har en masse power, og er den hest der kommer hurtigst til hegnet, når jeg kommer ud til dem - en rigtig god kammerat!

Som sidegevinst har jeg fået en hest som er stolt af sig selv, og virkelig forsøger at gøre sit bedste. Baron er endvidere kommet i langt bedre balance med sig selv, og går i dag sammen med alle de andre heste, og han stortrives selvfølgelig ved at have det sociale liv - ikke noget under!

Det jeg har lært af Baron er, at hvis den grundliggende opdragelse ikke er på plads, er resten ikke meget værd – hesten trives ikke og rytteren skal have et øje på hver finger for ikke at komme til skade - det er et uvurderligt arbejde at bruge tid på, det kommer igen med rentes rente i det senere arbejde!

Efter dette bliver jeg ikke så desperat, når jeg mødte elevers "uopdragne" heste – der er heldigvis altid mulighed for at få en hest med tillid og (gensidig) respekt via horsemanship. Men det har også gjort det mere tydeligt for mig, at jo mere arbejde der er gjort med den "daglige" håndtering, jo større chance er der for samarbejde i ridningen.

Hvis der ikke er skabt gensidig tillid og respekt gennem jordarbejdet, er jeg af den overbevisning, at man ikke skal sætte sig op på hesten og forvente et godt samarbejde.